Strøm er god hjernemedicin mod Parkinsons sygdom

Boret knaser sig langsomt gennem kraniet. Et otte millimeter bredt hul blotter hjernens beskyttende hinde, mens overlæge og neurolog Merete Karlsborg fra Bispebjerg Hospital snakker med den vågne patient, der tålmodigt venter på at blive inddraget i processen.

Ove Bergdal (t.v) Merete Karlsborg og Bo Jespersen laver i samarbejde hjerneoperationer mod Parkinsons Sygdom
Ove Bergdal (t.v) Merete Karlsborg og Bo Jespersen laver i samarbejde hjerneoperationer mod Parkinsons Sygdom

Hullet ind til hjernen er nemlig kun en del af forberedelsen. Kirurg Ove Bergdal fra Rigshospitalet gør klar til at indføre en 1,3 millimeter bred elektrode godt 7 centimeter ind i den lokalt bedøvede patients hjerne.

Hvert år kommer godt 20 Parkinson-ramte i vågen hjernekirurgi på Rigshospitalet efter et tæt samarbejde med Neurologisk afdeling på Bispebjerg Hospital. Patienten følges og udredes på Bispebjerg og opereres så på Rigshospitalet.

– Parkinson-medicinens virkning aftager over en årrække, og patienten rammes i stigende grad af den stivhed, langsomhed og de rystelser, der kendetegner sygdommen. Men man kan indoperere en stimulator, der sender elektriske impulser ind i hjernen, som dæmper symptomerne, forklarer Merete Karlsborg, der er læge for den midaldrende mand på operationsbordet.

Neurokirurgerne Bo Jespersen (t.v.) og Ove Bergdal gør klar til at operere i den vågne patients hjerne.
Neurokirurgerne Bo Jespersen (t.v.) og Ove Bergdal gør klar til at operere i den vågne patients hjerne.

8 centimeter ind i hjernen

Inden operationen er patienten blevet scannet, så neurokirurgerne Bo Jespersen og Ove Bergdal kan se præcis det sted, hvor elektroderne skal indføres. Målet er den såkaldte STN-kerne i midten af hjernen. En konstant tilførsel af svag strøm nedsætter aktiviteten i den overaktive kerne og afhjælper dermed en lang række af de klassiske Parkinson-symptomer.

Mens Ove Bergdal tegner cirkler og krydser på patientens barberede hoved inden operationen, indstiller Bo Jespersen den ramme, der fastspændes på patientens hoved, så indførslen af den nøjagtige vinkel og længde kan sikres.

– Han er en smule asymmetrisk, men det er meget normalt. Kernen er cirka 5 gange 3 millimeter, og vi skal helst ramme den inden for én millimeter. Så vi skal cirka 7,9 centimeter ind i højre side og 8,0 i venstre, konstaterer Bo Jespersen.

Kirurg Ove Bergdal borer to huller ind til hjernen på den vågne patient, så denne kan give respons på effekten af elektroderne, der skal indsættes.
Kirurg Ove Bergdal borer to huller ind til hjernen på den vågne patient, så denne kan give respons på effekten af elektroderne, der skal indsættes.

Ove Bergdal kommer igennem til hjernehinden, åbner den og påbegynder indførslen af elektroden, mens Bo Jespersen gør klar til at måle hjernens impulser for at finde det rette sted.

– Hjerneaktivteten er forskellig fra lag til lag, så alt efter hvor langt nede elektroden er i hjernen, kan vi se de forskellige frekvenser på skærmen. Samtidig tjekker vi sideløbende med røntgen, at vi rammer rigtigt, siger Bo Jespersen.

Klar til at skænke fadøl

Merete Karlsborg (t.v.) snakker med patienten, mens Ove Bergdal fører elektroden ind hans hjerne
Merete Karlsborg (t.v.) snakker med patienten, mens Ove Bergdal fører elektroden ind hans hjerne

Elektroden føres langsomt ned i patientens hjerne millimeter for millimeter, mens teamet følger med på skærmene. De STN-kernen nås, gør Bo Jespersen klar til at skrue op for strømmen i elektroden via sin computer.

– Der skal helst være en virkning med det samme, og derfor skal patienten være vågen. Med hans tilbagemeldinger, kan vi finindstille strømmen bedst muligt, siger Bo Jespersen, mens han langsomt og i små intervaller skruer op for strømmen.

Merete Karlsborg taler løbende med patienten, der bevæger sin arm lettere og mere behændigt, som der skrues op for strømmen. På få sekunder går armen fra at være stiv og langsom til, at han let kan åbne og lukke, samt vende og dreje sin hånd.

Øjeblikkelig effekt: Patienten kan bevæge sin arm friere efter at elektroden sender strøm ind i hans hjerne, mens overlæge Merete Karlsborg ser til.

– Du er da blevet til en hel slaskedukke – og kan nærmest få job som bartender. Du ligner en, der er klar til at skænke fadøl, konstaterer en glad Merete Karlsborg.

– Det er virkelig dejligt, siger patienten, der er så glad for effekten, at han bryder ud i sang, mens Ove Bergdal borer hul i den anden side af hans hoved.

Kirurg Ove Bergdal borer hul til elektrode nummer 2. Overlæge Merete Karlsborg taler med patienten imens.
Kirurg Ove Bergdal borer hul til elektrode nummer 2. Overlæge Merete Karlsborg taler med patienten imens.

Genoplades gennem huden

Den menneskelige hjerne har ingen følesans, så det gør ikke ondt på patienten, at kirurgerne piller inde i hans hoved. Først da elektrode nummer to er på plads efter et par timer på operationsbordet bliver patienten lagt i fuld narkose, så ledningerne kan føres under hovedbunden, ned bag øret og videre ned til brystet, hvor stimulatoren indopereres, ganske som en hjerte-pacemaker.

Efter to dage på Rigshospitalet kan den midaldrende mand overflyttes til Neurologisk afdeling på Bispebjerg Hospital, hvorfra han efter yderligere et par uger kan udskrives til et liv, hvor stimulatoren giver ham en langt bedre livskvalitet i dagligdagen.

Stimulatoren kan i modsætning til ældre modeller oplades af patienten selv med en oplader, der bare lægges på brystet. Tidligere skulle stimulatoren skiftes hvert cirka hvert femte år, fordi den løb tør for strøm.

Stimulatoren indopereres i patientens bryst. Den kan genoplader gennem huden og kan holde 25 år.
Stimulatoren indopereres i patientens bryst. Den kan genoplader gennem huden og kan holde 25 år.

– Det er med til at reducere risikoen for infektioner betydeligt, for patienten behøver færre operationer. Den nye generation af stimulatorer holder i 25 år, så der går længe inden, vi ser ham hos os igen, konstaterer Merete Karlsborg.

FAKTA: Parkinson-samarbejde mellem Bispebjerg og Rigshospitalet

  • Lægemidler mod de klassiske Parkinson-symptomer, langsomhed, stivhed og rysten, har en vekslende effekt. Efter typisk 5-10 års sygdom er dopaminproduktionen i hjernen så lav hos patienterne, at effekten af medicinen ikke længere er nok.
  • Men Parkinson-ramte kan få indopereret en hjernepacemaker-stimulator, der via elektroder i hjernen kan have den samme, men meget mere stabile effekt end medicinen.
  • Som følge heraf kan den medicinske behandling reduceres med cirka 50% og dermed også mindske risikoen for bivirkninger.
  • Patienterne bliver udredt på Neurologisk afdeling på Bispebjerg Hospital og opereret på Neurokirurgisk afdeling på Rigshospitalet.
  • De to hospitaler har samarbejdet om Parkinson-patienter i 20 år og godt 250 patienter har været gennem operationen.
%d bloggers like this: