Lisas kamp til sidste blodsdråbe

LISA RAVNDAM er faret vild.

Hun prøver at finde vejen hjem fra arbejdet i Ringsted til det nye hjem i Fredensborg, hvor hun med mand og tvillinger netop er flyttet ind, men forgæves.

Op ad én motorvej i den lille, hvide Renault Clio, ned igen af en anden, men her på den første dag efter ferien er der ingen rutiner eller kendte pejlemærker, hun kan tage bestik af. Til sidst beslutter hun at dreje fra og kommer op ad afkørslen mod en landevej.

En klynge træer og anden bevoksning dækker noget af udsynet til både venstre og højre, og hun overser den hvide Suzuki Vitara. Hun triller ind på landevejen, og fra venstre tordner knap to tons stål med i omegnen af 80 kilometer ind i bilen.

Lyden af metal, der krøller sammen, glas, der sprænges og en voldsom kraft, der går gennem kroppen.

Det føles som om, hun bliver blæst igennem af en hård vind.

***

LISA RAVNDAM bander.

Hun sidder roligt i bilen, men føler, at sikkerhedsselen strammer, og hun får den knipset af.

Hun har intet overblik over, hvad der er sket, men kan på en eller anden måde godt mærke, at det er udelukket at forsøge at komme ud af bilen. Instinktivt ved hun, at hun ikke kan gå. Hun vrikker med benene; de virker, men der er bare et eller andet galt, som hun ikke lige kan regne ud.

Pludselig står en mand ved siden af hende og kigger ind på hende ad den åbne dør. Han siger, at han er læge og stiller nogle spørgsmål, blandt andet om Lisa er i chok.

”Det ved jeg ikke. Hvad er symptomerne på chok?”, tænker Lisa lettere forvirret.

Lægen kigger hende i øjnene.

”Jeg tror, at du er i chok.”

Han tager en saks og går i gang med at klippe først Lisas skjorte op og dernæst hendes bh. Lisa sidder helt stille og siger ingenting.

”Jeg er nok i chok, siden jeg bare finder mig i, at han klipper mit tøj af”, konkluderer hun så.

Pludselig kommer hun i tanke om noget.

”Hvad med den anden? Er han ok?”

”Ja, han er ok. Han går rundt herude på vejen”, svarer lægen og Lisa kan høre en mandestemme, der siger, at han har lidt trykken for brystet.

”Lige nu er jeg mere bekymret for hende her”, svarer lægen kort.

Selv synes hun ikke, at det er så slemt. Hun har godt nok en mærkelig følelse i maven, men kan ikke få sig selv til at kigge ned.

”Jeg kommer nok lige til at rive døren af”, siger lægen så.

”Det må du ikke, så bliver min mand ked af det”, svarer Lisa.

”Det er nok for sent at redde bilen alligevel”, svarer lægen.

Lisa kigger ud af den splintrede forrude og kan se, at motorhjelmen er helt forvredet.

Så råber lægen pludselig højt:

”Hvornår kommer den ambulance?”.

Der er noget i hans stemme, der får Lisa Ravndam til at tænke, at den er helt gal. Men hun er ikke bange.

Så lukker hun øjnene og mister bevidstheden.

***

PÅ RIGSHOSPITALET ringer telefonen hos Blødningsvagten cirka 60 gange i døgnet. Sundhedspersonale fra hele Region Hovedstaden kan have brug fra gode råd om blødninger og blodtab lige fra mindre sager og op til kald, hvor sparringen fra en læge med specialviden om blod, kan være forskellen på liv og død.

Blødningsvagten er bemandet døgnet rundt og kan kaldes fra både hospitaler og fra ambulancer, hvor akutlægerne nogle gange skal give blodtransfusioner, inden ambulancen når sit mål på hospitalet.

Siden maj 2017 har Region Hovedstadens fem akutlægebiler på anbefaling fra Blødningsvagten haft frysetørret blod med som en del af standardpakken, der ligesom en pulverkaffe kan røres hurtigt op og gives til stærkt blødende patienter.

Det betyder, at akutlæger allerede på et ulykkessted og på vej ind i ambulancen mod Rigshospitalets Traumecenter kan starte en tidlig behandling hos en livstruet patient få minutter efter ankomst på ulykkesstedet.

Mens ambulancen kører mod Rigshospitalet, klargøres en kasse med blodprodukter og sendes ned fra 3. sal til TraumeCentret i kælderen, så den er klar, når patienten ankommer.

***

LISA VÅGNER i ambulancen.

En stemme spørger hende om CPR-nummer og navn, men hun føler sig meget træt og orker ikke at svare.

Så rammer bilen et bump, og en smerte lyner gennem kroppen. Hun skriger højt.

”Kør forsigtigt for helvede, jeg står op og arbejder”, brøler lægen.

Så mister hun bevidstheden igen.

I TRAUMECENTRET står et team af læger og sygeplejersker klar til at tage imod Lisa Ravndam. De ved, at der er indre blødninger og åbner hende hurtigt for at operere. Men først må de fjerne litervis af blod i bughulen, der bogstaveligt talt øses ud af maven på hende, før de kan gå i gang.

Imens bløder Lisa Ravndam stadig faretruende. Selv om hun via en såkaldt blodmølle på under ét minut efter ankomst igen får blod, som er varmet op til 39 grader og kan gå direkte i blodbanen, har hun mistet så meget blod, at hun teoretisk set er tæt på et hjertestop.

En hurtig blodprøve, en såkaldt TEG-analyse, tages og sendes til Blodbanken, så Blødningsvagten på under 10 minutter kan ringe tilbage og råde traumelægerne til, hvilke blodprodukter, Lisa Ravndam skal have.

På sin skærm kan vagthavende og lægefaglig ansvarlig i Blødningsvagten, overlæge Jakob Stensballe, se resultatet af TEG-analysen. To kurver, hvor to linjer kører fra venstre til højre side. Han kan ikke lide dét, han ser.

Mellemrummet mellem linjerne er for smalt. Et tegn på, at der mangler såkaldt fibrinogen, samt blodplader. Fibrinogen og blodplader er populært sagt to af grundstenene i, at blod kan størkne, og de lave tal er en af grundene til, at Lisa Ravndam bliver ved med at bløde. Derfor ryger flere blodprodukter fra Blodbanken til Traumecentret.

Over den næste times tid får Lisa Ravndam syv poser røde blodlegemer, otte poser plasma, fem poser blodpladekoncentrat og fire gram fibrinogenkoncentrat, hvilket svarer til blodprodukter fra i omegnen af 30-40 donorer.

Endnu en prøve sendes til TEG-analyse, og Jakob Stensballe nikker tilfreds.

Afstanden mellem linjerne på skærmen er øget og ligger præcis, hvor de skal. Med andre ord: Lisa Ravndam har nu en chance for at klare den.

Imens får traumeteamet styr på Lisa Ravndams blødning, fjernet hendes milt og syet hende sammen flere steder både inden i og uden på.

Efter 65 minutter på operationsbordet i TraumeCentret, kan Lisa Ravndam overføres til Intensivafdelingen i stabil, men kritisk tilstand.

***

LISA RAVNDAM ligger i en seng, da hun vågner igen.

”Min mand…”, mumler hun.

”Han ved besked”, svarer intensivsygeplejersken, der står ved hendes seng.

Hun slapper af to sekunder. Så igen:

”Mit arbejde?”

”De har også fået besked”, smiler intensivsygeplejersken.

Så lukker Lisa øjnene. Der er simpelthen for lyst inde i rummet.

”Hvis jeg åbner øjnene, så dør jeg”, når hun at tænke, inden hun falder i søvn.

DET ER ALTID svært at konkludere om en patient ville være død, ”hvis og hvis” eller havde overlevet ”hvis og hvis”.

Mange faktorer spiller ind, der kan ske uforudsigelige ting, komplikationer kan støde til, og indimellem sker der mirakler, som selv garvede læger kan have svært ved at forstå.

Men i Lisa Ravndams tilfælde er Jakob Stensballe ikke i tvivl.

– Hun havde ikke overlevet, hvis ikke vi havde haft Blødningsvagten, og hvis ikke hun havde fået blodtransfusioner i ambulancen. Havde hun ikke fået målt sine blodværdier med det samme, hun kom ind på Rigshospitalet, havde vi ikke kunnet gøre noget for hende, siger Jakob Stensballe.

Sammen med professor Pär Johansson og resten af Blodbanken kan han fejre 15 års-jubilæum for Blødningsvagten, som de stiftede i 2004, efter at have oplevet en række frustrerende sager, hvor patienter forblødte ihjel.

-Traumer er den hyppigste dødsårsag hos patienter under 45 år, og mange af patienterne udvikler livstruende blødning. Da vi begyndte at studere de patienter, vi modtog i TraumeCentret, fandt vi, at mere end halvdelen af traumepatienterne ikke overlevede, og at deres blodstørkning ikke blev bedre af den behandling, de fik på trods af, at vi fulgte de nationale og internationale guidelines, siger Pär Johansson.

– Vi samlede derfor en gruppe på tværs af specialer for at se om, vi kunne gøre en bedre indsats, fortæller Jakob Stensballe.

Det blev starten på, hvad der i dag kaldes The Copenhagen Concept, der består af tre livreddende elementer:

• En akut transfusionspakke, der sikrer, at patienten fra start får den helt rigtige balance af blodprodukter.

• Den helt centrale blodstørkningsanalyse (TEG), som inden for 10-15 minutter kan analysere problemet med patientens blod og afklare, hvad han eller hun har brug for.

• Den døgndækkende rådgivningsfunktion med blødningseksperter, Blødningsvagten, som står til rådighed og vejleder lægerne på stedet, når patienter har livstruende blødning.

I dag er Blødningsvagten i døgndrift stærkt medvirkende til, at langt flere patienter med livstruende blødning overlever den kritiske akutte fase på operationslejet, på ulykkesstedet eller i ambulancen på vej ind til hospitalet.

– I dag kan vi langt hurtigere finde årsagen til et givent problem, skrue op og ned for de blodprodukter, som vi behandler med, og få patienten rettet op. Det er en langt mere individuel og nærmest skræddersyet behandling, som patienten får, siger Jakob Stensballe.

Konceptet beviste hurtigt sit værd og har gjort det siden.

– Vi kunne se med det samme, at det var til gavn for patienterne, og i 2007 fik vi også forskningsmæssigt dokumenteret, at vi kunne holde patienterne længere tid i live. Vi har reduceret dødeligheden for de her patienter med mere end en tredjedel, siger Jakob Stensballe.

”DA JEG VÅGNEDE på intensiv, kunne jeg bare mærke, at jeg ikke skulle have impulser udefra. Alle kræfter skulle rettes indad. Jeg lukkede øjnene og enten sov eller hvilede”, fortæller Lisa Ravndam.

”Jeg tror simpelthen, at min krop var strukket til det yderste. Det føltes som om, at den havde sig egen bevidsthed. Jeg havde ikke kræfter til at bekymre mig om at være bange. Jeg kunne bare instinktivt mærke, at jeg skulle have al fokus på at komme mig”, siger Lisa Ravndam.

Lisa Ravndam fik i alt tilført 4,5 liter blod – skønsmæssigt har et menneske på hendes størrelse cirka 5 liter i hele kroppen. Derudover havde hun fået fjernet den sprængte milt, brækket seks ribben – fire af dem to steder, en af hendes lunger var kollapset, ligesom hun havde fået en blodprop i leveren.

Men efter fem dage på intensiv og yderligere et par uger på først Rigshospitalet og derefter det lokale sygehus i Hillerød, fik hun det langsomt, men stabilt bedre og bedre. I dag er hun kommet sig helt og har ikke større mén.

”Nogle gange er det som om, at der er noget med min arm, steder hvor jeg ikke kan mærke den eller en klump dér, hvor de lagde droppet.

Jeg var øm i lang tid efter ulykken og kunne nemt blive træt, men ellers er der intet. Jeg er sluppet meget heldigt og er meget taknemmelig for den hjælp, jeg fik fra lægerne og sygeplejerskerne”.

Hun smiler og ryster på hovedet, når hun ser billeder af den knuste bil.

”Tænk, at jeg syntes, at han ikke måtte rive døren af”.

Hun tog køretimer for langsomt at komme i gang igen med at køre bil og kører stadig dagligt frem og tilbage mellem hjemmet i Fredensborg og jobbet i Ringsted. Hun har lært at finde vej.

”Jeg er ikke så glad for hvide biler og kryds med begrænset udsyn. Og lige præcis dét kryds, kan jeg sagtens holde mig fra”.