Melding: Mand, 33 år, forbrændt på 60 procent af kroppen

Braget er højt og vækker Claus Klysner.

Han hører sin mand, Jack Munkholm Klysner, som er inde i stuen, jamre højt.

Jack har været af sted med et par nære venner for at drikke gravøl for en ven og er kommet sent hjem.

”Han er nok bare ramlet ind i sofabordet”, er Claus’ første tanke, og han overvejer at lægge sig om på den anden side og sove videre.

Men braget er alligevel højt nok til, at han vælger at stå op og tjekke, om alt er ok.

Jack er kommet hjem til lejligheden på Frederiksberg i København lidt over midnat, har snuppet en mælkekarton i køleskabet og ryger måske en enkelt cigaret eller to i sofaen i stuen. Om det er cigaretten eller en laminator, der står tændt tæt på sofaen, som sætter lejligheden i brand, vides ikke, men da Claus åbner døren, ser han ikke andet end flammer.

Han løber ind i soveværelset og ringer 1-1-2. Klokken er 1.57 den 23. juli 2018.

Fem minutter senere ankommer den første brandbil, og så går det stærkt. Røgdykkerne får først Jack ud, og senere Claus, der sidder i soveværelset med hovedet op ad det åbne vindue og med et pudebetræk som mundbind.

Da Claus bliver bragt ned på gaden ned, er Jack blevet bragt ind i ambulancen. Det eneste, Claus får at vide om mandens tilstand er, at der er puls, og at Jack selv trækker vejret.

Ambulancen med Jack sætter kurs mod Rigshospitalets Traumecenter. Melding: Mand, 33 år, med forbrændinger på 60 procent af kroppen.

Claus bliver sendt til Bispebjerg Hospital til tjek for røgforgiftning, men er fysisk uskadt. Om morgen ved 8-tiden bliver han udskrevet. Han tager ind på Rigshospitalet til Jack uden at ane, hvad udsigterne er.

I England får Jacks mor, Beth, meldingen og styrter mod lufthavnen for at komme til København. Hendes mand, der er redningshelikopterpilot, siger til hende, at holder de 60 procent, skal hun forberede sig på at sige farvel til sin søn.

Det bliver den længste flyvetur i hendes liv.

Når en af de godt 200 brandsårspatienter, som hvert år indlægges på Rigshospitalets brandssårsafdeling, ankommer til Traumecentret, danner læger og sygeplejersker sig straks et overblik over skadernes omfang.

Den såkaldte skadesmekanisme er vigtig for lægerne at kende for at kunne vurdere omfanget af skadens alvor. Et fagord for årsag og virkning: Er det en skoldning med kogende vand? Spildt syre? Ild i tøjet? Er der følgeskader som røgforgiftning eller brud efter fald? Har patienten indåndet så varm luft, at han har forbrændinger i svælget, som kan ende med at kvæle ham?

Traumelæger, sygeplejersker og oftest en tilkaldt brandsårslæge sætter den nødvendige behandling i gang. På brandssårstuen er der varmt – temperaturen holdes højt, fordi patienterne ofte skylles med køligt vand for at dæmpe brandskaderne. Det kan nemt føre til generel underafkøling.

Når kroppen køles samler blodet sig omkring de centrale organer for at beskytte dem. Men dermed får eksempelvis fingre ikke det iltende blod, de kan have brug for – og på grund af brandskader på huden kan de i forvejen være udsat – noget der i sidste ende kan medføre amputationer. I et varmeskab ligger derfor opvarmede tæpper, der kan svøbes rundt om patienten, hvis det skønnes nødvendigt.

I Traumecentret kan der også være behov for at få skyllet patientens lunger fri for sod og endelig kan det skønnes nødvendigt, at patienten overføres til hospitalets Trykkammer, hvis patienten er kulilteforgiftet. Trykket tvinger de giftige partikler ud af blodet og kan dermed forhindre eksempelvis hjerneskade.

Patientens chance for at overleve afhænger af, hvor slemt forbrændt han er, hvor meget brandsårsarealet fylder, hvor gammel patienten er, og hvad han i øvrigt måtte fejle. Jo yngre og bedre form en patient er i, des større er chancerne for overlevelse.

Brandsårsarealet kan blive op- eller nedjusteret ved ankomst til traumecentret. For det første vil der på skadesstedet altid foretages et hurtigt skøn. Men sårene kan ved mere præcis opmåling vise sig at være større eller mindre udbredte end først antaget og kan også udvikle sig i både en negativ og positiv retning i dagene efter skaden.

Typisk kan man på en svært forbrændt patient først på tredjedagen efter ulykken foretage en præcis vurdering af forbrændingsdybden.

Efter endt behandling i Traumecentret overføres en svært forbrændt patient til Intensivafdelingen, hvor stabilisering og yderligere behandling iværksættes.

Claus, Beth, søskende og venner er – få af gangen – omkring Jack, der det meste af tiden ligger på intensiv med bippende maskiner og slanger sluttet til sin forbrændte krop.

Han har endnu ikke været ved bevidsthed, men ind og ud af Trykkammeret flere gange for at reducere risikoen for vævsskade ved at øge iltningen af vævet, samt fjerne skadeligt kulilte fra hans krop.

Selv om Jacks brandsårsareal nedvurderes til cirka 45 procent af kroppens totale overflade, er det stadig uafklaret, om han overlever eller ej. Jack bliver opereret første gang den 26. juli – tre dage efter branden. Lægerne høster rask hud fra hans ben og transplanterer den de steder, hvor huden er værst forbrændt på lår, ryg og skuldre.

Claus pendler mellem Rigshospitalets patienthotel, hvor han bor og Jacks stue på Intensivafdelingen. Han og resten af familien får daglige briefinger, men ved reelt ikke, hvad der kommer til at ske med Jack, der holdes i kunstigt koma for at være så stabil som muligt.

Lettelse over, at Jack er i live, har indtil nu været Beths dominerende følelse efter, at han kom på intensiv.

Jack har altid været en fighter. En tumling og en vildbasse. Selvfølgelig skulle det lige være ham, der kom ud for en brandulykke. Som barn havde han klippekort til skadestuen. Det var ham, der engang valgte at cykle ned af trapperne. Ham, der stjal sin stedfars knallert og kørte galt på den.

Hun kan ikke lade være med at smile en smule og ryste let på hovedet, når hun tænker over, hvor meget det lå i kortene, at det ikke kunne være andre end Jack, der skulle rode sig ud i en brand.

Men nu, hvor hun får besked om, at hun måske står med en søn, der udover at være stærkt forbrændt, muligvis har andre og svære mén som følge af ulykken, er hun næsten lige så fortvivlet, som da hun tog af sted fra England. Der er en mulighed for, at Jack kan være svært hjerneskadet, som følge af røgskaderne.

Han bevæger nogle gange hovedet, når man taler til ham, men de ved ikke om det er tilfældigt eller, om han kan høre dem og reagerer på det.

Hun tør næsten ikke tænke det, men da hun en aften går ud af Rigshospitalet, melder en forbudt tanke sig:

”Måske er det bedst for alle, hvis bogen bare lukkes”.

Grisehuden ligger klar på køl tæt på operationsstuen. Den er et af de vigtigste værktøjer i brandsårslægens værktøjskasse og fungerer som en slags biologisk plaster, der beskytter såret og samtidig virker smertelindrende.

Den dækker de blottede sår, som kommer, når læger og sygeplejersker hurtigst muligt skærer den døde, forbrændte hud, der indeholder giftige stoffer, af patienten.

Den forbrændte krop er i en slags undtagelsestilstand. Hjertet galoperer, kroppen afgiver en masse stoffer, blodkarrene bliver utætte og patienten mister væske i en grad, så kroppen uden behandling går i shock.

Kroppen svulmer op og skal have masser af væske tilført gennem drop. Først et par døgn efter ulykken tætnes blodkarrene igen.

Allerede i de løbet af de første dage går gipseteknikere, fysio- og ergoterapeuter i gang med et arbejde, der skal sikre, at patientens led og lemmer holdes ved lige. Selv på dybt bevidstløse patienter masseres og bevæges alt fra fingre til ben. Om natten får patienten hænder og fødder i specialfremstillede skinner, så ledbåndene holdes smidige. Hvis ikke leddene holdes i gang, kan de blive stive, så patienten senere bliver svært bevægelseshæmmet.

Først når en brandsårspatient er ude af den mest kritiske tilstand, vil lægerne skifte grisehuden ud med egen hud. Patienten får taget hud fra raske områder og lagt det på sårene. Er blodgennemstrømningen god, vil huden langsomt begynde at vokse fast.

Jack har fortsat ikke været ved bevidsthed, da han den 6. august – to uger efter branden – skal opereres for anden gang.

Han bliver kørt til operationsstuen, men operationen må hurtigt afbrydes – Jacks sår bløder simpelthen for meget, og igen bliver situationen kritisk.

Ialt får han via blodtransfusioner 22,5 liter blod i sin tid på intensiv – til sammenligning har et raskt menneske cirka fem liter i kroppen.

Claus og Beth holder møde med lægerne, og der er ikke gode nyheder:

Jacks lunger og nyrer svigter, og han har fået en infektion, der kan udvikle sig livstruende. Han skal i dialyse, og der bliver koblet endnu en maskine til ham.

Meldingen er klar: Det kan stadig gå begge veje, men tallene skal helst vende sig til det positive, inden for få døgn.

På intensivafdelingen våger personale og maskiner over brandsårspatienten. I takt med at skadernes tilstand udvikler sig opererer lægerne, hvis det er nødvendigt.

Dør mere hud, må det skæres af. Bedres tilstanden, kan man høste hud i mindre end millimetertynde baner på patientens raske områder, som så kan lægges på sårene.

Patienten rulles op på operationsstuen, og kirurgen tager hvad der ligner en mekanisk ostehøvl, og skærer rask hud af i fem-syv centimeters bredde baner, så langt, som donorstedet tillader det. Om nødvendigt kan huden strækkes i en lille maskine til at dække et lidt større område end derfra, hvor det er taget.Huden sættes fast med enten hæfteklammer, vævslim eller sys fast. På en normalt helende patient, kan der høstes hud fra samme sted cirka hver tredje uge, når stedet, hvor huden hentes, er helet.

Hver dag arbejder brandsårssygeplejersker med at yde sårpleje til de transplanterede områder, og områderne hvor huden er taget fra.

Derudover arbejder fysioterapeuter på at holde bevægeligheden i gang hos patienten, ligesom pårørende opfordres til at hjælpe med eksempelvis at massere fingrene.

Situationen kan i denne periode hurtigt vende, både til det positive og det negative. Patienter kan blive meget dårlige – og i yderste tilfælde dø – selv efter flere dages fremgang.

Er patienterne ved bevidsthed kan man begynde at se efter mulige tegn på hjerneskader- men ofte holdes patienterne i kunstigt koma for at holde dem så stabile som muligt.

På grund af de åbne sår er der stor risiko for infektioner, og patienten holdes oftest isoleret på sin stue.

Efter to dage i uvished er Jacks tilstand i bedring. Tallene retter sig, og efter den 3. operation den 13. august, er han stabil, men samtidig begynder han at befinde sig i et tågeland mellem bevidsthed og mørke.

I perioder er han vågen og ved bevidsthed. Han græder meget, er tydeligvis bange, taler pludselig engelsk ud af det blå, men det, han siger, giver ikke meget mening, for han har næsten ikke luft til at tale. For det meste kan han tales til ro af sin familie og sover meget. Vågner han, vil han gerne tale, men det er som om, at stemmen ikke virker, så han kan ikke fortælle, at han er tørstig og har smerter, og han glider væk igen.

Den 22. august er han så vågen, at han kan komme over og sidde i en stol på sin egen stue. Men det går galt: Han falder forover, da han rækker ud efter en sygeplejerske, der for længst er gået, ryger ud af stolen og sonden, der giver ham mad, glider ud af næsen på ham. Sygeplejersker og læger forsøger at få den tilbage ind gennem næsen og ned i maven på ham.

Han husker tre forsøg. Og opkastningsfornemmelserne, da de forsøger at få sonden på plads igen, inden alt bliver sort igen.

I alt opereres Jack syv gange, og efter den tredje operation er der hver gang et lille fremskridt. Han får skåret et hul i halsen, så han kan få mere luft. Han husker, at han spiser en Filur-is.

Han forstår ikke helt, hvorfor han er på hospitalet – familien har fået at vide, at de gerne må fortælle det, men også, at de skal gøre det langsomt og forberede sig på, at det ikke trænger ind.

Jack græder, lider under smerterne, er bange for at komme fra stolen over i sengen og omvendt, bange for flere operationer.

Ind i mellem er han klar, glæder sig over ethvert besøg af familie og venner, andre gange er hans bevidsthed uklar.

“Tryk på knappen”, siger han pludselig vrissent til sin mor.

Han er vred, mærker irritationen boble  i brystet. Lyset på stuen skærer ham i øjnene. Beth kigger undrende på ham.

“Hvilken knap?”, spørger hun.

“Den på væggen. Nummer 2”, svarer Jack surt.

Beth trykker løs på væggen, der ikke har nogen former for knapper. Men lægerne har rådet familien til at spille med på Jacks hallucinationer, og hun bliver ved med at trykke forskellige steder på væggen efter Jacks anvisninger.

“Dér, den sorte med det hvide tal”, siger Jack og peger midt på den hvide væg.

Han falder til ro igen, da hun rammer det rigtige sted.

Jack kan også se en mand sidde og arbejde ved en computer på sin stue. Han dukker op, når lyset dæmpes. Med ryggen til i sorte bukser og sort hættetrøje taster han løs. Jack kan tydeligt høre klikkene fra musen og tastaturet.

Jack er ikke bange for ham. Men han er frustreret over, at manden ikke svarer, når Jack spørger ham om noget. Han vil gerne vide, hvad manden laver og hvorfor.

Til sidst accepterer han både, at manden er der, og at ingen andre end han selv kan se ham. Faktisk er det lidt hyggeligt og trygt, at manden sidder der. Så føler han sig ikke så alene.

Jack bliver ked af det, når hans familiemedlemmer og venner skal gå efter et besøg. Mentalt bliver han mere og mere sig selv, men hans familie kan tydeligt mærke, at ikke alt er som det skal være.

“Hvor har I været?”, siger han til sin søster og sin mor, der mens han sov er gået ned i kiosken på hospitalet og er tilbage på under 30 minutter.

“Jeg har ligget helt alene her i otte timer”, siger han bebrejdende.

Han sover dårligt, oplever det som om, at sygeplejersker, fysioterapeuter og læger i et væk kommer og tjekker værdier, nusser ham, smører ham, flytter på arme og ben.

Når han slår øjnene op, ved han ikke om det er dag eller nat.

Langsomt bliver han stærkere, og den 7. september flyttes han fra Intensivafdelingen til sengeafsnittet. Men smerterne følger med, og Jack får brug for sine nyvundne kræfter.

Når en patient sendes videre fra intensiv til sengeafsnit, starter rejsen tilbage mod normaliteten.

Både patienten og pårørende skal engageres.

Brandsårssygeplejerskerne yder deres daglige sårpleje og skal samtidig hjælpe patienterne tilbage mod et nyt liv. Et forløb, hvor sygeplejersker og patient samt familie kommer tæt på hinanden og får etableret et samarbejde, hvor det fælles mål er, at patienten begynder en erkendelse af sin nye livssituation. En proces, der kan være langvarig, smertefuld og række udover hospitalsindlæggelsen.

Patienten skal aktiveres mest muligt fysisk. Dels kan brandskaderne betyde, at man skal vænne sig til nye måder at bevæge sig på. Men også de velfungerende dele af kroppen skal genoptrænes efter, at patienten har ligget stille i ugevis, nogle gange i flere måneder.

De pårørende skal forstå, at patienten ikke er den samme eller kan det samme som før. Dialogen mellem pårørende og personale er central og både sygeplejersker, fysioterapeuter og læger har samtaler med de pårørende om, hvad patienten skal igennem.

Samtaler med krisepsykolog bliver også iværksat, hvis det er nødvendigt. Det er vigtigt for både patienten og de pårørende, at eventuelle psykiske traumer bearbejdes grundigt.

Sygeplejerskerne renser sår, fjerner løse skorper og skifter forbindinger ved behov, men ellers er fokus at få patienten i gang.

Patienten skal træne hver dag, så hurtigt som muligt efter ulykken og hviler kun lige kort efter en hudtransplantation for at give huden ro til at hele.

Jack kaldte dem heksene, allerede da han lå på intensiv. Fysioterapeuterne, der hver dag kommer og bevæger hans arme og ben og forlanger, at han selv bevæger sig. Det er ekstremt smertefuldt, og han har problemer med overhovedet at rejse sig op fra sin seng.

Han er glad for at komme væk fra intensiv, men hver gang han ser en heks, ved han, at det kommer til at gøre ondt.

Heksene folder ben, arme og fingre ud i alle tænkelige yderpositioner. De har de gjort allerede fra den første dag på hospitalet, men da var Jack nådigt bevidstløs.

Nu brænder, svider og dunker det, så Jack næsten ikke kan være i sig selv. Mens heksene er der, prøver han at tie stille. Men smerterne er så kraftige, at han ind i mellem læner sig tilbage i sin seng og bare græder, når de er gået igen. Nogle gange lige så stille, andre gange højt hulkende.

Hans muskler er svækkede, og hans sår gør ondt, bare han gør den mindste bevægelse. Han er bange. For ikke at komme til at gå igen. For hvad der skal ske i fremtiden. Hjemkomst og job virker helt uvirkeligt, når han ikke en gang kan gå ud af sin egen stue. Faktisk er det en uoverstigelig opgave bare at komme ud af sengen.

Der er sejre og nederlag. Kun et par dage efter at det lykkes at stå 30 sekunder i gå-stolen, inden han må tilbage i sengen, går Jack helt ud på gangen og tilbage igen i stolen, inden han falder om på sengen. Han er træt som efter et marathonløb, men han kan ikke lade være med at smile. Han mærker en stædighed, der kan bruges til at kæmpe videre.

Den 18. september står han med en af fysioterapeuterne ude ved trappen. Han vil gerne gå bare ét trin op, men benene vil ikke. Han prøver igen og igen, men benet kommer bare ikke med. Knust og udkørt efter flere minutters kamp må han tilbage i gå-stolen på stuen.

“Det klarer du i morgen”, siger fysioteapeuten.

Jack tvivler, men næste dag går han 12 trin op – en hel etage – op og ned igen med fysioterapeuten under armen. De jubler højt sammen, og Jack kan næsten ikke fatte det. Samme dag lykkes det at gå på toilettet uden hjælp for første gang.

Den 23. september – næsten to måneder efter branden – kommer endnu en milepæl. Det lykkes Jack at gå i øvelsesstativet på hospitalsgangen uden at holde i gelænderet. Og han går alene næsten uden at støtte sig til gå-stolen ud og møder sin søster foran elevatoren. Hun bryder grædende sammen, da hun ser Jack komme gående helt uden hjælp.

At gå i bad er dog en blandet fornøjelse. Da Jack første gang får at vide, at han skal i karbad glæder han sig. Et stort kar fyldes med varmt vand, som han bare skal ligge og slappe af i. Det lyder næsten som en lille wellness-oplevelse, synes Jack, men virkeligheden skal vise sig at være noget helt andet.

Først skal han have alle forbindingerne af og derefter fjernet løstsiddende skorper af sine sår. Det gør så ondt, at han hulker af smerte undervejs.

Der er næsten ingen grænser for, hvad Rigshospitalets fysioterapeuter har af legetøj. Bolde at rulle på, gå-stole, rollatorer, gangstativer, håndvægte, kondicykler, der kan betjenes både siddende og liggende.

Og skulle de løbe tør er der Rigshospitalets gange og trapper at øve sig videre på.

Mobilisering af brandofre er central. For nogle handler det om at lære at gå igen, at tage tøj af og på. At gå på toilettet selv.

Genoptræningen kan være smertefuld, for sårene er stadig ømme og angsten for ikke at kunne bevæge sig fylder meget. Brandsårspatienter mærker kulde og varme anderledes end andre grundet beskadigede nerver og tynd hud. Og for en krop, der i forvejen bruger ressourcer på at komme sig, kan begge dele være ekstremt drænende.

Operationer senere i livet kan være nødvendige. Arrene efter brandsår skrumper ofte, og det kan betyde, at leddene ikke kan bevæge sig frit. Derfor kan spaltning af arrene og nye transplantationer være påkrævede.

Jack glæder sig og er bange på samme tid. I slutningen af september er der endelig – mere end to måneder efter branden – udsigt til, at han kan blive udskrevet og komme hjem i den midlertidige bolig, som han og Claus har fået, indtil deres egen lejlighed er sat i stand.

En del af ham vil gerne ud af hospitalet. Videre! Tilbage til den rigtige verden. Men Rigshospitalet er også en tryg og rar boble, omend efterhånden også et meget ensformigt sted. Derhjemme vil der komme en sygeplejerske to gange om ugen og hjælpe med at rense sår og skifte forbindinger. På hospitalet kan man trække i en snor og kalde på én døgnet rundt.

Han frygter smerterne. Trapperne op til 4. sal. Claus har fået stillet skamler op på reposerne mellem etagerne, men Jack kan næsten ikke overskue at skulle gå på trapper hver dag. At gå i blandt andre mennesker. At nogen støder ind i ham.

Han beder fysioterapeuten om at træne rejseøvelser, så han kan komme op igen, hvis han skulle falde.

En god ide skal det vise sig.

Søndagen efter, at Jack er kommet hjem, er Claus ude at handle. Jack er på vej gennem stuen, da hans fod kommer ind under gulvtæppet og han falder i en drejende bevægelse og lander hårdt på hoften.

Han ligger på gulvet i adskillige minutter, fuld af sorte tanker og selvmedlidenhed.

“Verden er i mod mig,” når han at konkludere, inden han beslutter sig for at prøve at rejse sig op.

Han trækker benene op og vender sig rundt, kommer op på alle fire og helt op at stå.

“Sejr. Succes”, jubler han, inden han dumper ned i sofaen – igen ramt af selvmedlidenhed og ømhed i hele kroppen.

Men så sniger det sig ind på ham.

“Selv om jeg falder, kan jeg komme op uden hjælp. Det er jo egentlig lidt af en selvstændighedserklæring”.

Udskrivelsen er på sjældent et definitivt farvel til Rigshospitalet for en brandsårspatient.

For selv om patienten udskrives og kan tage hjem, vil der igen og igen blive behov for kontroller og besøg på både hospitalet og andre steder i sundhedsvæsenet.

De kortsigtede besøg er kontrol af sårhelingen og måltagning til den kompressionsdragt, som mange brandsårsoverlevere har stor gavn af at få på, når sårene er helede. Tryk fra dragten giver ro til arvævet og mindsker kløe og smerte.

Børn kan i forbindelse med vækst, opleve stramninger af arvævet som skal løsnes ved gentagne operationer i takt med at kroppen vokser.

Forbrændt hud er mindre eftergiveligt og hos børn ser man ofte en mere voldsom ardannelse end hos ældre og arvæv, der kan blive op til 1-2 centimeter tykt.

Derudover er der angsten, der følger med en ulykke. Sorgen over ikke at komme til at se normal ud igen.

Mange brandsårpatienter er mærkede for livet – både på krop og sjæl.

Midt på Jacks ryg sidder en tatovering, der en gang sad på hans ben. Eller rettere – noget af en tatovering. En del sidder stadig på benet, mens den lille buede streg er flyttet op på ryggen.

Jack blev kraftigt forbrændt på lår, maveparti, ryg og hænder. Ansigt og bryst gik relativt fri – noget tyder på, at han har skærmet bryst og ansigt ved at holde hænder og arme foran sig som værn mod ilden og varmen.

Selv husker han intet fra hverken branden eller de første tre uger af sin indlæggelse.

Godt to måneder efter, at han blev udskrevet, er han igen på besøg på Rigshospitalet – til en eftersamtale med personalet på intensivafdelingen og og et besøg i brandsårsambulatoriet til et tjek af sårenes heling.

Et af mange fremtidige besøg, for Jack kommer til at have sin gang til diverse tjek og behandlinger i flere år frem i tiden.

På de to måneder på hospitalet tabte Jack 20 kilo – og gik fra 85 til 65 kilo, men de 10 af dem er så småt ved at være tilbage igen.

Han er også begyndt at drømme om natten igen, noget, der har været helt fraværende i de tre måneder efter branden.

“Det er ikke mareridt. Det er helt normale drømme, men de er hektiske og længere drømme. Det føles som om, jeg drømmer hele tiden, når jeg sover, selv når jeg bare snupper en lur på sofa”.

Jack kommer ud at gå uden for lejligheden hver dag, men angsten sidder stadig i ham.

“Min gang er bedre. Jeg skal ikke tænke over, hvordan jeg skal gå længere, men jeg kan ikke lide, når der er mange mennesker. Jeg er bange for, at de støder ind i mig – bange for, at jeg falder”, fortæller Jack.

Beth er taget hjem til England efter tre måneder i Danmark. Også for hende var der tale om en vis frygt.

“Det har været min hverdag at være i det her. Selvfølgelig bliver det dejligt at komme hjem, men det er også mærkeligt ikke at være i nærheden af ham længere”, siger Beth.

Og selv om hverdagen så småt er genoptaget, sidder ulykken stadig dybt i både Claus og Jack.

“Vi var til en fest på det teater, hvor vi laver frivilligt arbejde. Og der kom der pludselig sådan et indslag med stjernekastere, fordi vores bord vandt en quiz. Det var ild nok til, at jeg lige måtte trække mig”, fortæller Claus.

Jack er udfordret på hukommelse og koncentration.

“Jeg bliver hurtigt træt. Er lidt mærket af, at jeg har taget de store hop fremad. Nu går fremskridtene langsommere. Jeg kan ikke altid huske, hvad jeg lavede dagen før, og jeg kan eksempelvis ikke koncentrere mig i halvanden time om et teaterstykke,” siger Jack.

Jack balancerer på en knivsæg mellem mirakel og katastrofe. Ulykken var slem, men det kunne sagtens være gået meget værre: Han kunne være død, men han overlevede.

“Der er dårlige dage, men der er flest gode dage. Jeg er stædig og ser lyst på fremtiden. Jeg ved ikke om, jeg kan klare at komme tilbage og arbejde på restauranten. Men jeg har tænkt mig at gøre forsøget,” siger Jack.

Og selv om han ind i mellem kan blive frustreret, er der noget, der er ændret.

“Sårene bliver ved med at klø og gøre ondt. Nogle gange har jeg lyst til bare at pille hele huden af og ynke mig selv. Men jeg har også fundet tid, fundet ro. Før kunne jeg godt være lidt af en hidsigprop. Det er helt forsvundet. Små irritationer, der før fik mig op i det røde felt, børster jeg bare af mig. Jeg kan ikke gå op i det længere”, siger Jack.

Han drømmer om at leve så almindeligt et liv som muligt, så hurtigt som muligt.

“Det gør mig mere syg, at folk tager for meget hensyn. Jeg vil helst være normal. Jeg vil hellere have, at folk spørger, hvad jeg lavede i weekenden end, hvordan det går med mine sår. Jeg vil tales til som menneske, ikke som patient”.